Børnekaffe skal være med til at få rådgivning til Aarhus

BørneTelefonen håber at indsamle en million kroner med ny kampagne

En børnekaffe koster 2,5 kroner mere end en almindelig kaffe på Circle K. Foto: Børnetelefonen

Hvis du for nylig har købt en hotdog eller tanket benzin på en Circle K-station, har du måske bemærket, at selskabet tilsyneladende er begyndt at sælge kaffe til børn.

I hvert er alle landets Cirkle K-stationer netop nu udstyret med kaffekopper med teksten 'Børnekaffe'.

Læs også Første barselshus åbner: - Mødre på barsel er ensomme

Der er dog ikke tale om, at Circle K er interesset i gøre børn afhængige af koffein i en tidlig alder. I stedet skyldes de anderledes kaffekopper, at BørneTelefonen har indledt en kampagne for at udvide Børnetelefonens åbningstider.

BørneTelefonen er presset på den måde, at vi ikke kan besvare alle de opkald, vi får.

Rasmus Kjeldahl, direktør, Børnetelefonen 

Børnekaffe er almindelig kaffe (til voksne) med den forskel, at kaffen koster 2,5 kroner mere end sædvanligt. Hver gang, Circle K sælger en kop Børnekaffe, går der samlet 5 kroner til at udvide BørneTelefonens åbningstid.

BørneTelefonen er børnenes linje til gratis og anonym rådgivning, trøst eller bare en voksen, der har tid til at lytte.   Foto: Børns Vilkår

Børn kan ikke komme igennem 

Målet er at samle en donation på minimum 1 millioner kroner i kampagneperioden. Det svarer til 200.000 solgte kopper Børnekaffe.

BørneTelefonen har i øjeblikket åben fra klokken 11 om formiddagen til klokken 2 om natten.

- BørneTelefonen er presset på den måde, at vi ikke kan besvare alle de opkald, vi får. Vi ved, at mange børn gerne vil i kontakt med os fra tidlig morgen, men i øjeblikket har vi ikke nok frivillige rådgivere til at dække alle tidspunkter, siger direktør for Børnetelefonen Rasmus Kjeldahl til TV2 ØSTJYLLAND.

I 2017 registrerede Børnetelefon lidt over 200.000 opkald, men kunne kun besvare cirka 83.000.

Læs også Elever giver legetøj videre: - Det handler ikke altid om at få nyt

Nyt kontor i Aarhus

En del af de penge, den nuværende kampagne samler ind til BørneTelefon, skal være med til at åbne et kontor i Aarhus.

- Vi påregner at starte at starte i Aarhus til september næste år. Vi ved, at der er rigtig mange i Aarhus, der gerne vil være frivillige i Børnetelefonen, og det vil betyde, at vi vil være endnu bedre rustet til at komme ud på skoler i det jyske, siger direktør Rasmus Kjeldahl til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Christian er én af flere ensomme unge: - Jeg følte mig tom

Ud over rådgivning via telefon, sms og Messenger-chat har Børnetelefonen også uddannelsesafdeling og antimobbeafdeling, der tager rundt på skoler og underviser. 

Børnekaffen kan købes i alle Circle K’s butikker frem til 31. marts 2019.

- Vi vil gerne tage ansvar og være en aktiv del af samfundet, og vi har nogle helt særlige forudsætninger for at nå ud til danskerne. Vi er i daglig kontakt med mange forskellige mennesker og kan dermed hjælpe med at sætte fokus på BørneTelefonen, siger kommunikationsdirektør i Circle K, Ann Kirstine Havsteen.

Læs også Lille by vandt ikke guirlande-konkurrence – men børnehave får præmie alligevel