Børnehospice til Djursland: - Vi er spændte og stolte

Et børnehospice på Djursland er meget tæt på at blive en realitet. En opgave som Hospice Djursland er sikre på, de kan løse

På et eventuelt kommende børnehospice vil der blive plads til fire børn inklusiv familier. Arkivfoto.

Det er heldigvis sjældent, at børn dør i Danmark, men når de gør, så kan et hospice bruges som et sidste sted for familien og barnet. Lige nu er der kun ét børnehospice i Danmark. 

Derfor er et børnehospice i Vestdanmark i øjeblikket på tegnebrættet, og bliver det Region Midtjylland, der får lov at bygge et hospice for børn, så har man nu fundet beliggenheden.

Læs også Fortsat usikkerhed om placering af børnehospice

I Rønde ligger Hospice Djursland, og her har man de rette omgivelser og den rette erfaring til, at regionen har udpeget stedet som kandidaten til et børnehospice, som man vil kalde Strandbakkehuset.

Filosofien er jo den samme for børn og voksne. Den kan vi drage med over.

Dorit Simonsen, hospiceleder, Hospice Djursland

- Jeg synes vi havde en god beskrivelse af, hvad vi tænkte et børnehospice skulle indeholde, opgaverne og det faglige indhold, det antal kvadratmeter vi havde. Og hele vores tanke og ide. Vi kan jo i forvejen noget med filosofien og det grundlæggende om den lindrende indsats. Filosofien er jo den samme for børn og voksne. Den kan vi drage med over, siger leder på Hospice Djursland Dorit Simonsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Silkeborg med i slutspurten om børnehospice: - Et fantastisk sted

Der har været flere forskellige kandidater til placeringen. Men Dorit Simonsens overvejelser for valget er meget enslydende med, hvad Henrik Gottlieb Hansen (S), der er formand for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland, fortæller:

Der bliver god plads i, og så ligger det i en fornuftig afstand i forhold til transport, hvis det skal dække hele Vestdanmark.

Henrik Gottlieb Hansen (S), formand, Hospitalsudvalget, Region Midtjylland

- Vi har kigget på det, de har erfaring med. Og så er der plads til at der kan blive bygget en ny bygning derude, hvor der bliver god plads i, og så ligger det i en fornuftig afstand i forhold til transport, hvis det skal dække hele Vestdanmark. Og der er kort afstand til Universitets Hospitalet, det har også betydning, siger Henrik Gottlieb Hansen.

Kræver nyt personale

Selvom personalet på Hospice Djursland kan trække på en del erfaring, så er Dorit Simonsen godt klar over, at der skal trækkes på nye kræfter.

- Der er ingen tvivl om, at vi skal finde rigtig dygtige sygeplejerske som har forstand på børn. Vi har forstand på lindring, og så skal vi blande det med nogen, der har forstand på syge børn, siger hun.

På børnehospicet vil der blive plads til fire børn inklusiv familier. Og hospicelederen er godt klar over, at det bliver en anden form for personlig udfordring, der ligger i at drive et hospice for børn.

- Det kræver noget af fagpersonerne at kunne være i et miljø, hvor det drejer sig om så syge børn. Vores medarbejdere bliver også meget udsatte på deres følelser, siger Dorit Simonsen.

09:09

VIDEO: Tidligere på året var der mange overvejelser omkring placeringen. Fenrishuset i Aarhus var dengang en kandidat til et børnehospice i Region Midtjylland. 

Luk video

Rævestolt af valget

Ud over de anderledes personlige og faglige forskelle ved at drive et børnehospice, så tror Dorit Simonsen på, at Hospice Djursland kan trække på vigtige erfaringer.

Jeg er glad for, at man i regionen tænkte på det sundhedsfaglige. Jeg er rævestolt af, at de har valgt, at de ville samarbejde med os.

Dorit Simonsen, hospiceleder

- Vi er vant til at skulle tage os af hele familien. Og i voksenhospice er det så den voksne der er syg. Vi har stor erfaring med at tage os af hele familien. Selvom der er forskel, så kan vi trække på erfaringer, siger hun.

Hos medarbejderne fører nyheden om udvælgelsen til en masse følelser. 

- Vi er så glade, jeg vil gerne sige, at først og fremmest er jeg glad på børnenes vegne, jeg er glad for, at man i regionen tænkte på det sundhedsfaglige. Jeg er rævestolt af, at de har valgt, at de ville samarbejde med os. Vi er spændte og stolte, siger Dorit Simonsen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Region Midtjylland har budt på at huse børnehospicet i Vestdanmark. Både Region Nord og Region Syddanmark vil også kunne byde ind frem til den 27. september. Ender placeringen i Rønde vil det kunne åbnes allerede til næste år.

Læs også Politikere om nyt børnehospice: Fenrishus er et oplagt bud