Bøder på vej til husejere
50 husejere kan vente bøder, fordi de ikke renser deres spildevand godt nok. De skal samtidig investere i rensningsanlæg.
En række husejere er blevet meldt til politiet fordi de ikke har fulgt et påbud fra Århus Kommune om at rense deres spildevand mere effektivt, skriver JP Århus.
I alt har 2.200 husejere fået påbud om at tilslutte sig det offentlige kloaknet - eller selv rense deres spildevand bedre. Det er sket i forbindelse med kravene i vandmiljøplanen. Udgiften til forbedringerne kan løbe op i 30.000 til 100.000 kroner for den enkelte husejer, skriver avisen.
De omkring 50, der nu bliver politianmeldt og risikerer bøder, er husejere, som helt har ignoreret henvendelserne fra kommunen. Og flere sager er ifølge politiet på vej. Til gengæld kan politiet ikke oplyse, hvor stor bøden bliver.
Og der er ikke umiddelbart hjælp at hente hos Parcelhusejernes Landsforening. Formand Allan Malskær siger lørdag til TV 2 | ØSTJYLLAND, at han synes, miljøkravene er meget restriktive og at det kan være svært at se miljøgevinsten, når man sammenligner med de store udgifter for den enkelte husejer. Men foreningen har den holdning, at restriktioner af den type skal følges, rimeligt eller urimeligt.