Bodega-vold: Mænd slået ned med ølglas

Østjyllands Politi har modtaget to anmeldelser om vold natten til søndag

Kort efter midnat måtte en patrulje fra Østjyllands Politi i nat rykke ud til en anmeldelse om slagsmål på en bodega i Hornslet.

Da betjentene nåede frem til bodegaen på Byvej, blev de mødt af to mænd på 22 og 37 år, som begge var blevet slået i ansigtet med enten ølglas eller en flaske.

I hvert fald var de ifølge politiet begge medtagede af slagene. Den ene havde muligvis pådraget sig en hjernerystelse, mens den anden havde flænger i panden og på næsen.

Voldsmanden var stukket fra bodegaen, men der er flere spor at gå efter, fortæller vagtchef Thomas Hinge fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk:

- Han forlod stedet i en bil, som vi har kendskab til. Han kan derfor godt forvente at få et besøg af os i den nærmeste fremtid, siger han.

Grov vold

Et par timer senere blev Østjyllands Politi endnu engang kaldt ud til vold. På en bar eller diskotek ved Åboulevarden i Aarhus var en 27-årig mand blevet ramt i ansigtet af et ølglas.

23-årig mand anholdt efter knivstik

Glasset var blevet kastet i en tæt afstand på omkring en meter og havde efterladt manden med et øje, som blødte kraftigt og hævede op. Betjentene fik anholdt voldsmanden, en 27-årig mand fra Sønderjylland.

På grund af voldens karakter vil han nu blive sigtet for, hvad der i politisprog betegnes som kvalificeret vold - også kendt som grov vold.

- Vi har ham inde til afhøring nu, siger vagtchef Thomas Hinge.

Anmeldelsen om vold ved åen i Aarhus kom klokken 2.37 søndag nat.