Bøde til TV2 / ØSTJYLLAND
TV 2 / ØSTJYLLAND har accepteret en bøde på 10.000 kroner fra Politimesteren i Silkeborg for, som politiet skriver, "uberettiget at have foretaget tv-overvågning" på Lysbro Plejecenter i Silkeborg.
TV 2 / ØSTJYLLAND afdækkede i foråret en række eksempler på omsorgssvigt m.m. overfor ældre på plejehjem i Østjylland, hvilket bl.a. medførte store ændringer i ældreplejen i Århus efter et borgermøde med stuvende fuldt hus i Rådhushallen i Århus.
I forbindelse hermed undersøgte tv-stationen også forholdene andre steder i Århus amt. "Vi fik flere af hinanden uafhængige henvendelser om omsorgssvigt på plejecentret i Lysbro. Redaktionen besluttede efter aftale med nærmeste pårørende at søge disse oplysninger bekræftet eller afkræftet ved at bruge skjult kamera, men kameraet blev opdaget blot få timer efter at det var sat op." siger direktør Peter Kramer, TV 2 / ØSTJYLLAND.
Ifølge loven skulle det med tydelige skilte have været angivet, at den konkrete stue på plejecentret blev videoovervåget. "Vi og vores advokat vurderer, at der er risiko for, at vi kan tabe en retssag eventuelt i anden instans. Derfor betaler vi bøden. Men med beklagelse!
Jeg synes, at alle ville have været bedre tjent med at diskutere forholdene for de ældre og de konkrete klagepunkter om omsorgssvigt i stedet for vores brug af skjult kamera. Det seneste halve års beretninger fra ældreplejen rundt i landet viser, at der er nok at tage fat på," siger Peter Kramer.