Bøde til sparekasse
Sag lukket med bøde på 5 mio. kr.
Sagen, hvor otte tidligere chefer i henholdsvis Sparekassen Kronjylland og de to krakkede banker EBH Bank og Morsø Sparekasse er tiltalt for kursfup, er nu lukket for Sparekassen Kronjyllands vedkommende.
Sparekassen Kronjylland og Bagmandspolitiet er nemlig blevet enige om at lukke sagen med en bøde på fem millioner kroner for det ansvar, Sparekassen som arbejdsgiver har for sine ansattes handlinger.
- Jeg synes, det er ærgerligt, at vi skal betale en bøde for handlinger, som tidligere medarbejdere har foretaget. Men vi har brugt tre år på denne her kedelige sag, og nu gider vi ikke mere, siger administrerende direktør i Sparekassen Kronjylland, Klaus Skjødt, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Sparekassen Kronjylland fyrede tilbage i 2010 en direktør, chef og en ekstra medarbejder for overtrædelse af de interne arbejdsgange. Nu har sparekassen skærpet forretningsgangene og funktionsadskillelserne for at forhindre den form for kriminalitet.
- Vi glæder os over nu at lukke sagen, og vi har gjort alt for, at det ikke kommer til at ske igen. Det er noget, vi simpelthen ikke tolerer, og man bliver fyret på stedet, hvis det finder sted, siger Klaus Skjødt.