Bøde til erstatningsadvokat

Dårligt arbejde i en erstatningssag betyder, at Århus-advokat må betale 10.000 kroner i bøde.

Selv om man har erstatningsret som sit speciale, kan man godt blive dømt til selv at skulle af med pengene.

Det er Århus-advokaten Svend Aage Helsinghoff, der nu skal betale 10.000 kroner i bøde, efter at Advokatnævnet har afgjort, at han har overtrådt god advokatskik. Nævnet er branchens egen disciplinære instans.

I grove tilfælde offentliggøres navnet på de advokater, som har tilsidesat reglerne i en grad, så forbrugerne bør advares mod dem. Helsinghoff sidder i bestyrelsen for advokaternes eget fagudvalg for erstatnings- og forsikringsret. Men det var netop i en sag om erstatning for en personskade, at han ikke udførte sit arbejde med tilstrækkelig grundighed og omhyggelighed, skriver nævnet.

Han har tidligere fået bøder for dårlig rådgivning af en klient og for uberettiget at have brugt en del af en klients erstatning til at betale sit eget salær. Han har også fået kunder til at udskrive uigenkaldelige fuldmagter til ham selv og været så langsom med sin sagsbehandling, at en sag måtte berammes om ved retten. /ritzau/