Bøde for at leje brandfælde ud
Århusiansk husejer idømt 40.000 kr. i bøde for at udleje ulovlige loftsværelser uden flugtvej.
Et nylonreb var al den brandsikring, som de studerende, der lejede værelser på 4. sal hos en århusiansk boligudlejer, havde til deres rådighed. Adgangsvejen til værelserne på 4. sal i den centralt beliggende ejendom var en smal bagtrappe af træ, og loftværelserne var da heller ikke godkendt til udlejning.
Nu har Vestre Landsret idømt den 52-årige udlejer en bøde på 40.000 kroner, hvilket var 10.000 kr. mindre, end byretten vurderede forholdet til.
Ud over den ulovlige udlejning blev den 52-årige også dømt for uden tilladelse at have indrettet 12 lejligheder i en nedlagt landejendom i landsbyen Bering ved Hasselager.
Lejlighederne blev indrettet uden kommunens og amtets tilladelse, og udlejeren har af Århus Amt fået påbud om at nedlægge de ulovlige lejligheder. Han fik i 2004 en bøde på 20.000 kroner for ikke at have overholdt amtets påbud. /ritzau/