Bøde for at lægge tyveri-billeder på nettet
Kvindelig malermester fra Harlev går rettens vej, efter at hun har fået en bøde for at lægge overvågningsbilleder fra et tyveri på internettet.
Malermester Lis Christensen fra Harlev vest for Århus havde i efteråret 2007 indbrud i sit firma.
Nu har hun så fået en bøde på 7.500 kroner, fordi hun lagde overvågningsbilleder af tyveriet på internettet i håb om, at tyvene blev genkendt og pågrebet.
Lis Christensen vil dog ikke acceptere bøden. Derfor går hun nu rettens vej.
- Jeg vil køre sagen ved domstolen, fordi det ikke er retfærdigt, at jeg skal have en bøde, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.
En dengang 44-årig mand blev få dage efter tyveriet anholdt og sigtet i sagen.
Lis Christensen modtog bøden i går, torsdag. Samme dag begik to unge mænd røveri mod en århusiansk møntforretning, og også i dette tilfælde er indehaveren i besiddelse af overvågningsbilleder.
Ejeren af forretningen, Preben Randløv, har dog endnu ikke besluttet, om han vil lægge billederne på internettet.
Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND's udsendelse fredag aften klokken 19.30.