Bo Henriksen vil blive i AC Horsens i lang tid
Bo Henriksen er så glad for at være i AC Horsens, at han gerne bliver i klubben i mange år
Bo Henriksen har været træner i AC Horsens siden sommeren 2014, hvor han siden har ført klubben frem til gode resultater.
I denne sæson har Henriksen sikret Horsens en plads i Alka Superligaens mesterskabsspil, hvor holdet søndag tabte 0-2 til AaB og ligger nummer seks.
Henriksen har kontrakt med Horsens i yderligere tre år, og han har ingen planer om at forlade klubben inden da.
- Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er træner her til 2021. Jeg har det fantastisk i klubben, hvor her er et fantastisk setup og nogle rigtige dejlige mennesker, jeg selv har været med til at samle, siger Henriksen.
- Her er en gruppe, som kan blive endnu dygtigere, og det er dét, der er interessant.
- Hvis vi stagnerede eller blev dårligere og ikke kunne udvikle noget, så ville det ikke være interessant for mig, men det kan vi.
Bo Henriksen tror på, at han selv kan udvikle sig endnu mere som træner i Horsens.
Det bestræber han sig på, før han eventuelt søger videre i sin trænerkarriere.
- Jeg er et sted i min karriere, hvor jeg også skal blive dygtigere. Jeg kan stadig lære rigtig meget her, og i forhold til at komme videre, er det vigtigt at blive endnu bedre.
- Jeg er ambitiøs og ønsker at blive den bedste udgave af mig selv, og hvor langt det så rækker, må tiden vise, siger Henriksen.
Nyder at spille under Bo Henriksen
Forsvarsspilleren Alexander Ludwig nyder at spille under Bo Henriksen.
Han håber derfor på, at Henriksen bliver i klubben i lang tid.
- Det betyder meget for os, hvis Bo bliver her. Han har stor andel i det projekt, som vi har i gang i Horsens. Hans energi til hverdag og i kampene er noget, som smitter af på alle, siger Ludwig.
- Det er rigtig vigtigt for klubben, at han bliver, for han kan tage os videre til næste niveau.
- Bo kan sagtens nå langt, men han er også stadig ung som træner, og jeg er sikker på, at han kan blive endnu bedre her.
43-årige Henriksen har tidligere været cheftræner i divisionsklubben Brønshøj.
AaB – AC Horsens 2-0 (0-0)
2-0 Kasper Kusk (90.)
Tilskuere: 3.175