Bo Henriksen: Vi har haft et fantastisk efterår

Bo Henriksen indrømmer, at han ikke engang turde drømme om det efterår, som AC Horsens har præsteret

Foto: Henning Bagger - Scanpix

Foto: Henning Bagger - Scanpix

1 af 3

AC Horsens var ikke spået mange chancer for at overleve i Alka Superligaen, men i løbet af efterårssæsonen har Bo Henriksens tropper fået lukket munden på kritikerne.

Fredag aften leverede AC Horsens endnu et overraskende resultat, da det hjemme blev til en 3-0-sejr over AaB.

Horsens-træner Bo Henriksen glæder sig over sejren, der sender oprykkerne på juleferie med 27 point i 21 kampe.

Læs også AC Horsens skal forsøge at vende skuden mod AaB

- Det har været lidt op ad bakke på det seneste med tre nederlag i træk, og så er det bare ekstra dejligt at slutte efteråret af med en overbevisende sejr. Det havde spillerne virkelig fortjent.

- Vi har spillet et helt fantastisk efterår, og det ville jeg også have sagt, selv om vi havde tabt kampen i dag.

- Som oprykker var der ingen, der havde regnet med os i Superligaen, og nu står vi og er sikre på at slutte i top-8, når efterårets sidste spillerunde er overstået. Det er ganske enkelt fremragende af drengene, siger Bo Henriksen.

Han erkender, at AC Horsens har præsteret over al forventning i løbet af efteråret. 

Læs også AC Horsens satte kedelig rekord i nederlaget mod Viborg

- Hvis du havde sagt til mig inden sæsonen, at vi ville stå med 27 point på nuværende tidspunkt, så ville jeg have sagt, at du ikke var rigtig klog.

- Vi er gået ydmyg til opgaven, og så har vi fået bevist, at vi sagtens kan begå os i landets bedste række, og det er vi stolte af, siger Horsens-træneren.

Selv om AC Horsens fortsat holder kontakt med holdene i top-6, er det ikke noget, der fylder i Bo Henriksens tanker.

- Jeg er den kedelige type, så jeg fokuserer slet ikke på top-6.

- Selvfølgelig spiller vi for at vinde hver eneste fodboldkamp, og vi tager alle de point, som vi kan få. Men for os handler det udelukkende om at overleve i Superligaen, siger Bo Henriksen

AC Horsens – AaB 3-0 (1-0)

1-0 Kjartan Finnbogason (8.)
2-0 Kim Aabech (51.)
3-0 Conor O’Brien (70.)
Tilskuere: 1.316

 

  Foto: Henning Bagger - Scanpix