Horsens-træner undskylder: - Jeg har fjernet fokus fra nutiden

Horsens-træner Bo Henriksen erkender, at han har haft for meget fokus på, hvad der skal ske i næste sæson

Foto: Frank Cilius - Ritzau Scanpix

AC Horsens spillede onsdag aften 2-2 på hjemmebane mod FC Nordsjælland.

Sydøstjyderne er dermed oppe på ni kampe i træk uden sejr, og Horsens-træner Bo Henriksen kigger indad og erkender, at han har haft lidt for meget fokus på, hvad der skal ske i næste sæson.

- Det er klart, at når man render rundt som ansvarlig leder og går benhårdt efter én ting, nemlig at blive i Alka Superligaen, så kan man godt have en tendens til at slappe en lille smule af, når det mål er nået.

Læs også Sent straffespark sikrer FC Nordsjælland point i Horsens

- Jeg har måske haft en lille smule for meget fokus på det hold, som skal møde ind 1. juli.

- Det har været et wake-up-call for mig. Jeg skal huske, at det ikke er fremtiden, men øjebliksbilledet, der tæller, siger Bo Henriksen.

  Foto: Frank Cilius - Ritzau Scanpix

Skylder at man yder alt

I optakten til kampen mod FC Nordsjælland var der fokus på at redde lidt af æren efter tre nederlag i træk. Specielt 0-2-nederlaget mod AaB i søndags har gjort ondt på Horsens. 

- Mod AaB så jeg et hold, som jeg slet ikke kunne genkende. Mig selv inklusiv.

- Vi skulle ud og vaske det af og ud og bevise, at vi hører til i det her mesterskabsslutspil. Og det føler jeg, at vi fik vist mod FC Nordsjælland, siger Bo Henriksen. 

En del af kritikken af superligastrukturen har gået på, at der er kommet hold med i mesterskabsspillet, som ikke har noget at spille for.

Bo Henriksen mener, at man skylder de øvrige hold i mesterskabsspillet, at man yder alt, hvad man kan, selv om man ikke har så meget at spille for. 

- Vi skylder de andre hold i mesterskabsspillet, at vi går ind og gør vores bedste. Og derfor bliver de næste to kampe mod FC København også kampe, hvor vi vil gå ind og kæmpe for vores ære.

- Det vil vi også gøre for strukturens skyld, så vi kan vise folk, at vi godt kan kæmpe, selv om vi ikke har noget at spille for, siger Bo Henriksen.

AC Horsens – FC Nordsjælland 2-2 (1-1)

0-1 Ernest Asante (25.)
1-1 Ayo Simon Okosun (30.)
2-1 Mads Juel Andersen (83.)
2-2 Mathias Jensen (90.)

Tilskuere: 2.081