Bo Henriksen lægger sig fladt ned efter afklapsning
Bo Henriksen er ikke bleg for at erkende, at Horsens var dårligere end FC Nordsjælland på samtlige parametre
AC Horsens løb søndag ind i klubbens største nederlag nogensinde i Alka Superligaen, da holdet tabte med hele 0-6 på udebane til FC Nordsjælland.
Både resultatet og indsatsen chokerede efterfølgende cheftræner Bo Henriksen, der blankt erkendte, at FCN fra start til slut var bedst i alle af spillets facetter.
- Der er ikke så meget at sige. De var bedre end os på alle parametre. Det er klart, at hvis de er det, så taber vi, siger han.
- Enten skal man presse rigtig højt eller gå helt tilbage mod FC Nordsjælland. Vi gjorde det halvt, og så blev vi udstillet og splittet ad på alle parametre. Det ved vi med FC Nordsjælland, og alligevel hoppede vi i fælden.
Træner: Vi fightede ikke
Horsens-træneren var særligt frustreret over, at det ikke lykkedes gæsterne at overmatche FCN i det fysiske spil.
- Vi havde selvfølgelig håbet, at vi kunne overmatche dem fysisk og i mand mod mand-spillet. Det var det, vi gerne ville, men det løste vi ikke.
- Vi fik det første gule kort efter 72 minutter. Vi lavede så mange små frispark, som lignede miniput-frispark. Vi gik ikke til dem, vi fightede ikke, og vi vandt ingen dueller. Hele vejen rundt var det en ringe indsats, siger Henriksen.
Han forsøger dog efter nederlaget at kigge fremad, og han håber, at holdet hurtigst muligt kan rejse sig.
- Det er sjældent, at man oplever at tabe så stort, men det er også de punkter i ens liv, der er interessante. Hvis man kan vende noget som det.
Den næste opgave for Bo Henriksens mandskab er en hjemmekamp mod Hobro.
FC Nordsjælland – AC Horsens 6-0 (4-0)
2-0 Emiliano Marcondes (32.)
3-0 Ernest Asante (37.)
4-0 Karlo Bartolec (42.)
5-0 Jonathan Amon (55.)
6-0 Mathias Rasmussen (78.)
Tilskuere: 1.804