Bo Henriksen: Jeg er stolt af drengene
AC Horsens-træner roser spillere efter sejr i pokalen
Tirsdag aften spillede AC Horsens sig videre i DBU Pokalen med en overbevisende 6-0 sejr mod Aalborg Freja fra Danmarksserien.
Dagen derpå roser Bo Henriksen spillernes tilgang til kampen, som også blev brugt på at få nye spillere ind på holdet og teste andre på uvante positioner.
- Vi kan bruge sejren til meget, og sejren giver selvtillid. Jeg er stolt af drengene, fordi de er så professionelle og ikke tager noget som en selvfølgelighed. De gik på banen og klappede igennem fra kampens start, siger Bo Henriksen til tv2oj.dk.
Allerede efter 30 minutters spil var De Gule fra Horsens foran med 4-0, og så var kampen lukket.
Kæmpe sejr til AC Horsens på udebane
Bo Henriksen brugte kampen på at give spilletid til flere af de nye ansigter i truppen, og det betød blandt andet debut til Conor O'Brien, som træneren på sigt forventer sig meget af.
- Først og fremmest skal han i kampform, så han kan spille 90 minutter, og så skal han tilspille sig en plads på holdet - og det kan være svært, når alle for tiden gør det godt. Men hans kvaliteter taler for sig selv, og vi glæder os til at få ham ind på holdet. Han er en type, der kan kreere noget fremad af banen, og så arbejder han hårdt og er ydmyg, siger Bo Henriksen.
Næste opgave for Bo Henriksens tropper er på søndag i 1. division, hvor østjyderne møder HB Køge. Den kamp spilles på Casa Arena i Horsens klokken 15.00.
Kampfakta:
11. min 0-1 Aleksandar Stankov
12. min 0-2 Martin Lund
25. min 0-3 Andre Bjerregaard
29. min 0-4 Niels Lodberg
56. min 0-5 Aleksandar Stankov
78. min 0-6 Famara Jarju