Bo Henriksen: I princippet tilfreds med 0-0

Bo Henriksen vil fokusere på at forsvare, når klubben møder Esbjerg i morgen

Foto: Claus Fisker - Scanpix

Tredje kamp i nedrykningsspillet for AC Horsens’ vedkommende skal spilles i morgen, lørdag, hvor turen går til Blue Water Arena.

Her venter Esbjerg FB, som i øjeblikket er sidst i gruppen.

Men på trods af, at Esbjerg har haft en skidt sæson, er det ikke fordi, at Horsens-manager Bo Henriksen blæser til angreb, så man i hvert fald midlertidigt kunne overtage OB’s plads på den sjove side af stregen i gruppen. 

Læs også AC Horsens-cheftræner: Lige nu fejler jeg

- Det handler i bund og grund om, at vi skal forsvare os godt. Det er back to basics. Vores fokus ligger på at forsvare, og så kan vi i princippet være tilfredse med 0-0 i Esbjerg, siger Bo Henriksen til AC Horsens’ hjemmeside.

Esbjerg endte absolut sidst i Superligaens grundspil og er uden sejr i de første to kampe i nedrykningsspillet, men Bo Henriksen udtrykker alligevel respekt for modstanderen. 

Læs også Den store test: Hvor høj puls har en Superliga-træner?

- Der venter endnu en svær opgave mod et dygtigt Esbjerg-hold, og der er ingen tvivl om, at vi skal præstere på et højt niveau, hvis vi skal have point med hjem. Vi ved, at vi kan drille alle hold, hvis vi kommer med den rette indstilling og rammer vores topniveau, siger Bo Henriksen. 

Kampen mellem Esbjerg og Horsens spilles klokken 18.00 og kan følges på TV3 Sport1 eller via Liveblog her på hjemmesiden.