Bo Henriksen: Forårsresultater har været til nedrykning
AC Horsens har kun vundet én gang i foråret, men det tillægger Bo Henriksen ikke stor betydning.
Forårets resultater har været kedelige for AC Horsens, der efter kun en sejr og tre pointdelinger i 12 superligakampe i 2019 er havnet i to playoffopgør mod Vendsyssel FF.
Horsens-træner Bo Henriksen erkender, at resultaterne har været for dårlige, men han tillægger dem ingen betydning før de afgørende kampe om at blive i Superligaen.
Læs også
- Man kan da roligt sige, at vi har præsteret som en nedrykker resultatmæssigt. Men det har ingen relevans for os nu. Det er kun relevant for os, hvordan vi præsterer nu, for vi kan ikke gøre noget ved fortiden, siger Bo Henriksen og tilføjer:
- Vi kan gøre noget ved fremtiden, og derfor er det kun de to næste søndage, der betyder noget for os. Vi kan stadigvæk få en super sæson, hvis vi bliver oppe. Det er den eneste nuance, der er for mig. At blive i Superligaen er vores danmarksmesterskab.
Fodbold bliver ofte sort-hvid
Med en samlet sejr over Vendsyssel bliver Horsens i Superligaen. Et samlet nederlag vil medføre to kampe mod nummer to i 1. division om en plads i næste sæsons Superliga.
Bo Henriksen finder optimisme i, at hans spillere har vist fremgang, selv om resultaterne ikke afspejler sig i det. Det viste spillerne blandt andet mod AGF for to uger siden, hvor AC Horsens vadede i chancer, men tabte 1-3.
- Fodbold bliver hurtigt et sort-hvidt billede, og vi har egentlig selv en følelse af, at vi er på rette vej efter kampen i Aarhus, hvor operationen lykkedes, men patienten døde. På alle parametre sandsynliggjorde vi en sejr i den kamp.
- Mange af vores spillere er på vej frem og ved at finde den helt rigtige form og selvtillid. De tror, at de kan gøre en forskel, og det er det allervigtigste for os lige nu. - Vi har set i Champions League i løbet af ugen, hvad tro kan ændre, siger Bo Henriksen.
Den første playoffkamp mellem Horsens og Vendsyssel begynder søndag klokken 12 i Hjørring. Der er returkamp i Horsens søndag i næste uge. For to år siden mødtes holdene i en direkte duel om en superligabillet. Dengang vandt AC Horsens sammenlagt og blev i rækken, mens Vendsyssel måtte tage en sæson mere i 1. division.
VIDEO: Se den seneste udgave af 'Skipperligaen Update':