Horsens-træner er fan af nedrykningsspil

Selvom AC Horsens ligger på grænsen til de modbydelige nedrykningsplayoffs, så er manageren stor fan af det nye turneringsformat

01:28

Fodbolddanmark stifter i denne sæson bekendtskab med en helt ny struktur i den bedste række, hvor man nu nærmer sig afslutningen på de opdelte grupper.

I nedrykningsspillets pulje 1 ligger AC Horsens i øjeblikket på tredjepladsen, blot to point fra OB og yderligere to fra Randers FC.

Men selvom der altså er dømt neglebidning frem til sidste spillerunde, så er manager Bo Henriksen rigtig glad for den nye struktur.

Læs også Den store test: Hvor høj puls har en Superliga-træner?

- Det er da vanvittigt spændende og vanvittigt sjovt. Vi spiller om noget, der er sindssygt sjovt hver eneste gang. Det er jo det, vi har drømt om hele vores liv, det er at spille vigtige fodboldkampe, siger han til Fodbold med Horup og fortsætter.

- Jeg elsker det. Det er jo fedt, at pulsen lige ryger 10, 20 eller 30 takker op. Og hvad så? Jeg har jo kæmpet hele mit liv for at blive træner for sådan nogle kampe her. 

Især det faktum, at der nu er noget på spil i stort set hver runde, begejstrer Bo Henriksen.

- Jeg er fan af, at der er noget på spil. Jeg er fan af, at dansk fodbold prøver noget andet. Så kan man så evaluere på det om to-tre-fire år, men lige nu og her er der jo sket noget andet.

- Det er også udviklende, både for os som trænere, for der er et andet pres på, men så sandelig også for vores spillere. For vi skal jo forberede dem på at spille vigtige fodboldkampe, det er jo det, vi ser hvor mennesker er.

Kigger efter Lodberg-erstatning

Til sommer siger Bo Henriksen farvel til sin tro væbner, assistenttræner Niels Lodberg, der drager mod syd for at blive assistent for Claus Nørgaard i Sønderjyske. 

Og derfor er manageren også så småt begyndt at kigge på, hvem der skal overtage assistentrollen fra næste sæson.

02:26

VIDEO: Bo Henriksen skal finde en ny assistenttræner - og jagten er allerede gået ind. Hør ham fortælle mere her.

Luk video

- Det drejer sig for mig og for klubben om at få det bedste setup, for skabe de bedste resultater. Så hvordan det kommer til at se ud, det kigger vi på, og det er vi selvfølgelig i gang med, siger Bo Henriksen og afslører at erstatningen meget vel kan komme fra egne rækker. 

Jeg er fan af, at der er noget på spil. Jeg er fan af, at dansk fodbold prøver noget andet.

Bo Henriksen, Horsens-træner

- Nu er det jo sådan, at Carsten (Andersen, teknisk chef, red.) har haft lige så meget ansvar som Niels Lodberg har haft, og så er der nogle opgaver man kan give videre og sådan. Men vi skal først have fundet ud af konstellationen, før vi begynder at tage samtalerne med de respektive mennesker. 

Lørdag skal AC Horsens spille endnu en vigtig kamp i nedrykningsspillet, når Esbjerg gæster CASA Arena. Den kamp fløjtes i gang klokken 16.00.

06:37

VIDEO: Her kan du se hele interviewet med Bo Henriksen, der også forholder sig til situationen i Pulje 1 inden den vigtige kamp mod Esbjerg.

Luk video