Bo H.: Turbulent sæson
AC Horsens fik en 2-1-sejr over Roskilde og sikrede sig sjettepladsen i 1. division
Der var ikke meget at spille for lørdag, da AC Horsens og de øvrige 1. divisionshold spillede sæsonens sidste kamp, men en 2-1-sejr over Roskilde var nok til, at AC Horsens sluttede i top seks.
- Alle ved, at vi har haft en svær sæson med masser af modgang både på og uden for banen. Set i det lys er det fremragende for os at slutte i Top 6 og dermed indfri målsætningen for sæsonen, siger Bo Henriksen til AC Horsens' hjemmeside.
Netop det med en svær sæson har fyldt rigtig meget hos 'Den gule fare', siger Bo Henriksen.
- I løbet af sæsonen har der været fyringer og turbulens i kulissen. Vi har længe vidst, at mange spillere skal forlade os efter denne sæson. Derfor er vi nu i gang med at bygge noget nyt op til næste sæson, siger han.
Nu trænger han til ferie.
- Jeg har prøvet lidt af hvert, men det her har helt klart været min hidtil mest turbulente sæson som fodboldtræner. Nu trænger vi til ferie, og når vi så mødes igen, skal vi straks i gang med forberedelserne til næste sæson. Det bliver vanvittigt spændende, og jeg tror vi får en god sæson, siger Bo Henriksen.