Bo H. overvejer nyt system

Testede 3-4-3 i træningskamp mod FC Skanderborg

Foto: badenfoto.dk

AC Horsens vandt torsdag aften med 2-0 over FC Skanderborg fra Danmarksserien i en træningskamp, hvor "de gule" testede et nyt spilsystem.

I testkampen forsøgte Bo Henriksen, AC Horsens-træner, sig med en 3-4-3 opstilling.

- Vi spillede en rigtig god kamp i Skanderborg, og der er mange ting i den kamp, vi kan glæde os over. Vi fik testet os selv af i et nyt spilsystem, og jeg er godt tilfreds med de takter, spillerne viste i 3-4-3 opstillingen. Vi så flere fremragende individuelle præstationer, og som hold synes jeg, at vi hang godt sammen gennem hele kampen, siger Bo Henriksen til klubbens hjemmeside.

Og ifølge træneren er det formentlig ikke sidste gang, at han har forsøgt sig med kun tre spillere i bagkæden.

- Udover gode individuelle præstationer så er jeg især glad for, at vi med kampen i Skanderborg fik at se, at en 3-4-3 opstilling godt kan blive et stort aktiv for os. Det kan også sagtens tænkes, at vi kommer til at spille 3-4-3 i nogle af forårets kampe i 1. division, siger træneren, der blandt andre fremhæver Martin Retovs præstation i forsvaret.

Kampens to mål blev scoret af Jeppe Mehl og Martin Lund.

AC Horsens tager hul på foråret i NordicBet Ligaen den 15. marts på hjemmebane mod FC Roskilde, og om det bliver i 3-4-3 opstilling må tiden vise.