Bo H. har talt sekunder: ACH trækker ikke tiden ved indkast

AC Horsens-manageren var blevet så træt af at høre brok over, at hans hold skulle trække tiden. Derfor satte han og assistenten sig ned med et stopur

04:41

VIDEO: Bo Henriksen var godt og grundigt træt af at høre på, at hans hold brugte længere tid på standardsituationer end modstanderne. Og stopuret gav ham ret.

AC Horsens bruger evigheder på at afvikle deres standardsituationer.

Det er efterhånden et velkendt kritikpunkt som både modspillere, -trænere og fans har fremført mod Bo Henriksens mandskab i lang tid.

Men efter fredagens hjemmekamp mod FC København fik den karismatiske manager nok. Derfor satte han og assistenttræner Mads Lyng sig ned med et stopur for at undersøge, om deres hold nu også brugte så meget mere tid end deres københavnske gæster.

- Det eneste interessante for mig, er at vi skal se på fakta. I stedet for at nuancere det og indirekte prøve at påvirke dommerne, som er det Ståle Solbakken, (Kasper, red.) Hjulmand eller andre folk vil gøre, fordi de synes det er synd for dem, at vi er bedre til noget end de er, siger Bo Henriksen i tirsdagens Fodbold med Horup, inden han langer ud efter et interview med Solbakken i kølvandet på deres indbyrdes opgør.

- Jeg synes, det var irriterende, at Ståle igen går ud og siger, at det ikke burde være lovligt at tage så lang tid på et indkast og det ene og det andet. Tallene taler jo heldigvis for sig selv.

Efter superligakampen mellem AC Horsens og FCK beklagede gæsterne sig over, at hjemmeholdet trak tiden ved standardsituationer. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

- Det er sørgeligt 

Og så kommer vi til tallene.

Ja, AC Horsens brugte mere tid pr. standardsituation end FC København. Men det var blot 0,2 sekunder i gennemsnit. 

Ser man på de så udskældte indkast i kampen mod FCK, brugte horsensianerne i snit fire sekunder mere pr. indkast end deres gæster. Ser man på frispark og især målspark, så var det altså københavnerne, der brugte markant mest tid.

Normalt er han jo super intelligent, men faktuelt har han jo absolut ikke ret på noget som helst parameter her. 

Bo Henriksen om Ståle Solbakken

Derfor ærgrer det Bo Henriksen at hans norske kollega går ud og spiller et spil i pressen, som han ikke har belæg for.

- Normalt er han jo super intelligent, men faktuelt har han jo absolut ikke ret på noget som helst parameter her. Og det er jo bare sørgeligt. Og mest af alt sørgeligt, fordi det kommer til at kunne påvirke. Jeg tror som udgangspunkt ikke, at dommerne tænker over det, men man har det indirekte i baghovedet.

Du kan se hele AC Horsens' udregninger om standardsituationerne fra kampen mod FC København herunder.

Tid brugt på standardsituationer

AC Horsens - FC København (2-3)
27. april 2018

Målspark:
AC Horsens
Antal: 5
Samlet tid brugt: 1 min. 43 sek.
Gennemsnit pr. situation: 20,6 sek.
FC København
Antal: 7
Samlet tid brugt: 3 min. 35 sek.
Gennemsnit pr. situation: 30,7 sek.

Hjørne:
AC Horsens
Antal: 1
Samlet tid brugt: 39 sek.
Gennemsnit pr. situation: 39 sek.
FC København
Antal: 7
Samlet tid brugt: 3 min. 31. sek.
Gennemsnit pr. situation: 30,1 sek.

Indkast:
AC Horsens
Antal: 24
Samlet tid brugt: 7 min. 9 sek.
Gennemsnit pr. situation: 17,88 sek.
FC København
Antal: 18
Samlet tid brugt: 4 min. 5 sek.
Gennemsnit pr. situation: 13,61 sek.

Frispark:
AC Horsens
Antal: 6
Samlet tid brugt: 2 min. 46 sek.
Gennemsnit pr. situation: 27,67 sek.
FC København
Antal: 16
Samlet tid brugt: 7 min. 57 sek.
Gennemsnit pr. situation: 29,8 sek.

Standardsituationer i alt:
AC Horsens
Antal: 36
Samlet tid brugt: 12 min. 17 sek.
Gennemsnit pr. situation: 26,29 sek.
FC København
Antal: 48
Samlet tid brugt: 19 min. 8 sek.
Gennemsnit pr. situation: 26,05 sek.