Blotter med spids næse og dun på overlæben hev lem frem i bus

Fire veninder blev onsdag udsat for en blotter i en bus mod Odder. Han rørte ved sit lem, imens han kiggede på dem og fulgte efter dem

Blotteren stod på bussen her ved Veri Centeret i det nordlige Aarhus. Foto: Google Street View

En 14-årige pige anmeldte torsdag til politiet, at hun og hendes tre veninder var blevet udsat for en blotter. En mand havde hevet sit lem frem i bussen.

Læs også Tilstopning: Det her skal ikke i toilettet

- Da manden sætter sig tæt på dem, så får han øjenkontakt med dem, imens han begynder at røre ved sit lem. Det bliver de meget utrygge ved, fortæller kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen hos Østjyllands Politi.

Pigerne sad i Bus 100 fra Vejlby Centervej i Aarhus mod Odder. Omkring klokken 15.00 steg manden på ved Veri Centret.

Læs også Skudt i øjet: 37-årig dømt for drab ved Randers Regnskov

- Det er blotteri, så det er ulovligt, siger Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Pigerne står efterfølgende af ved Tangkrogen, hvor manden følger efter dem. De begynder at løbe, og han løber efter dem, men stopper så og vender om, har pigen fortalt til politiet.

Manden beskrives som:

  • Muligvis udenlandsk af udseende
  • Ca. 18-23 år
  • Ca. 175 cm høj, spinkel
  • Sort, kort hår
  • Spids næse, dun på overlæben
  • Havde runde sorte briller på med hvide striber på siden
  • Iført stram, armygrøn jakke og mørkeblå cowboybukser med mønster på syningerne
  • Bar lille, hvid Adidas-skuldertaske med lang rem

Kilde: Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi vil gerne høre fra vidner eller personer, der måske kender manden.

- Umiddelbart er der ikke noget, der gør, at vi kan finde frem til manden. Så vil rigtig gerne høre fra personer, der ved noget, siger Jakob Christiansen.

Blotteren stod på ved Veri Centeret og stod af ved Tangkrogen, og fulgte efter pigerne.

Østjyllands Politi kan kontaktes på 1-1-4.