Dronningen beder om, at selv den mindste bamse gemmes

Majestæten har bedt om, at alle gaver ved Marselisborg Slot gemmes. Her til formiddag flyttes også de mange blomster

De mange blomster og gaver ved Marselisborg Slot skal flyttes til Mindeparken onsdag formiddag

Der er kommet flere og flere blomster, gaver og hilsner til Marselisborg Slot fra danskere, der har villet lægge en sidste hilsen til prins Henrik og den kongelige familie, siden Prinsens død tirsdag sidste uge.

Læs også Prins Henriks kiste fik påkastet jord fra Marselisborg Slot

Onsdag flyttes de mange blomster og gaver til flagpladsen i Mindeparken, og gaverne skal opbevares frem til påske på opfordring af Dronningen.

01:18

Blomsterne lægges i en bue ved flagpladsen i Mindeparken.

Luk video

Flytningen af de mange blomster begyndte klokken 9 og vil tage hele formiddagen. Det er gartnerafdelingen på Marselisborg Slot og i Mindeparken, der står for at flytte blomsterne.

Majestæten har gjort opmærksom på, at selv den mindste bamse skal gemmes til påske, hvor hun kommer til Marselisborg.

Kim Jensen, gartnerafdelingen på Marselisborg Slot og Mindeparken

Kim Jensen er holdleder for afdelingen, og han er overrasket over, hvor mange blomster og gaver der er kommet til i løbet af ugen.

- Det er en stor opgave at flytte de mange blomster. Der er bare kommet helt utroligt mange - også det seneste dage, siger Kim Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Kim Jensen fortæller, at blomsterne vil blive lagt i en flot bue ved flagpladsen i Mindeparken. De tre gartnere, der står for flytningen, vil desuden flytte lysene og tænde dem igen på deres nye plads. 

Læs også Blomsterbjerget vokser: Østjyderne kommer stadig med hilsner

Dronningen har bedt om, at alle kort og gaver, der er blevet lagt ved slottet, bliver taget til side og tørret i den gamle hestestald og overdraget til Kongehuset.

- Majestæten har gjort opmærksom på, at selv den mindste bamse skal gemmes til påske, hvor hun kommer til Marselisborg, siger Kim Jensen.

00:32

Den sidste uges tid har mange været forbi Marselisborg Slot med en sidste hilsen til prins Henrik.

Luk video

 

Marselisborg Slot

I 1967 fik prinsesse Margrethe som tronfølger og prins Henrik overdraget Marselisborg Slot af kong Frederik IX.

Regentparret har benyttet slottet i Aarhus som sommerresidens og har ofte holdt jul på slottet.