Blokerer for tyske arbejdere
Århusianske stilladsarbejdere forhindrer tysk stilladsfirma i at udføre arbejdet.
Århusianske stilladsarbejdere er utilfredse med, at en tysk entreprenør er involveret i byggeriet af en stor affaldsovn på forbrændingsanlægget i Lisbjerg. De vrede århusianere mener, at de ansatte i det tyske firma arbejder for en væsentlig lavere løn end østjyske stilladsarbejdere. Derfor blokerede de i formiddag vejen ind til forbrændingsanlægget, så de tyske arbejdere ikke kunne komme ind.
- Jeg er egentlig ligeglad med, at de kommer fra Polen, Tyskland eller et hvilket som helst andet sted. Vi vil blot sikre os, at de får det samme i løn som os. Inden blokaden havde vi lavet en aftale om, at vi skulle se dokumentation for, at de fik en ordentlig løn - og den dokumentation har vi aldrig fået, siger Thorkil Jansen, der er formand for Stilladsarbejdernes Klub i Århus.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om blokaden i aftenens udsendelser.