Blokerer forbrændingsanlæg i Århus
Strejkende skraldemænd blokerede tirsdag formiddag forbrændingsanlægget i Lisbjerg. Århus Kommune er klar til at gå til politiet.
En mindre gruppe skraldemænd indledte tirsdag morgen en blokade af Århus Kommunes forbrændingsanlæg i Lisbjerg.
Hvis blokaden af det kommunale forbrændingsanlæg i Lisbjerg ved Århus ikke ophæves, er Århus Kommune parat til at gå til politiet for at få fjernet de 10-12 ansatte, hvoraf hovedparten kommer fra selskabet HCS. Det siger kommunes affalds- og varmechef Bjarne Munk Jensen.
- Vi har nu i første omgang henvendt os til HCS for at få firmaet til at få deres folk til at fortrække fra forbrændingsanlægget, så bl.a. erhvervsaffald, der ikke er omfattet af konflikten kan komme ind. Nu giver vi dem tid til omkring middag. Men sker der ikke noget, er vi klar til at tilkalde politiet, siger Bjarne Munk Jensen til Ritzau.