Blodprøver på sygehuset skaber lange ventetider

01:47

Region Midtjylland skal spare, og det har sendt flere på sygehuset efter blodprøver

Når patienter med kroniske sygdomme skal have taget blodprøver, foregår det ikke længere hos egen praktiserende læge.

I stedet skal patienterne, fordi Region Midtjylland skal spare, forbi et af regionens sygehuse.

- Vi har oplevet massivt pres på vores ambulatorie, og på de værste dage, kan der være to timers ventetid, siger Tina Arentzen Bjerre, der er ledende bioanalytiker hos Hospitalsenheden Horsens. 

Læs også Silkeborg-hospital er bedst til at behandle hjertesvigt

Psoriasispatient Ejvind Jensen får derfor i dag taget sin blodprøve i Horsens. I dag er ventetiden ikke så slem, men det kan den ofte være.

- Jeg har somme tider siddet halvandet til to timer herude, siger han.

Den nye praksis har givet længere ventetid på sygehusene i både Horsens, Skanderborg, Silkeborg og Aarhus.

Læs også Kommuner har succes med at få børn til at tabe sig

- Vi har oplevet en markant højere aktivitet end ventet, siger Kate Juul Strandgaard, der er ledende bioanalytiker på Aarhus Universitetshospital. 

Nu håber sygehusene, at man kan få folk til at bestille en tid i forvejen, inden de kommer for at få taget en blodprøve, men det er ikke sikkert, det er realistisk.

- Jeg vil nok ikke forvente, at mennesker, der er vant til at gå med deres rollator op til deres praktiserende læge og få taget blodprøven der, pludselig begynder at bestille tider online for at få taget blodprøverne på sygehuset, siger Peter Vedsted, professor på institut for folkesundhed på Aarhus Universitet. 

Se hele indslaget i videoen øverst i artiklen.