Bliver i SF trods krise
Jonas Dahl forlader ikke partiet
Efter at afgående miljøminister Ida Auken fredag har meddelt, at hun går over til De Radikale, understreger aarhusianske Jonas Dahl (SF), at han har tænkt sig at blive i SF.
- Ked af at miste gode kolleger som Ida Auken og Astrid Krag i SF. Tak for mange gode år og timer sammen, jeg vil savne jer. Men jeg bliver hos SF og vil bidrage til at bygge partiet op på ny, skriver den afgående østjyske skatteminister på Twitter.
Torsdag valgte også afgående sundhedsminister Astrid Krag at forlade partiet. Hun har meldt sig ind hos Socialdemokraterne.
Jonas Dahl er den ene af de to favoritter til at blive ny formand for SF efter Annette Vilhelmsen. Den anden mulige bejler til formandsposten er Pia Olsen Dyhr, der ligesom Jonas Dahl har meldt ud, at hun bliver i partiet.
På et ekstraordinært landsmøde den første weekend i marts vælger SF ny formand. Kandidaterne bliver offentliggjort den 14. februar, men hidtil har ingen meldt sig.
For rullende kameraer kollapsede SF, da afgående formand Annette Vilhelmsen trak partiet ud af regeringen torsdag middag. Forinden havde flere fremtrædende folk enten trukket sig fra deres poster eller bebudet boykot af regeringens politik i fuld offentlighed.
Striden handlede om salget af en del af Dong Energy til investeringsbanken Goldman Sachs.