Bliver Chili Klaus nævnt i nytårstalen?
Aarhusianske Chili Klaus er blandt favoritterne til at blive nævnt i dronningens nytårstale, vurderer spiludbyder. Også AGF er blandt mulighederne
Man skal formentlig være en inkarneret AGF-fan for at tro på det. Ikke desto mindre er det øjeblikket muligt at satse en del af sin opsparing på, at dronning Margrethe nævner den aarhusianske superligaklub i aftenens nytårstale.
Spiludbyderen NordicBet har traditionen tro åbnet op for mere eller mindre kreative odds i forbindelse med nytårstalen.
Spiller man eksempelvis på, at dronning Margrethe i løbet af talen siger "Kom Så De Hviiie", får man pengene 250 gange igen. En enkelt hundredekroneseddel udløser med andre ord en gevinst på 25.000 kr., hvis dronningen med de fire ord sender en tanke i retning af de hvidblusede aarhusianere.
Læs også
Nævner hun AGF direkte, giver NordicBet indsatsen 95 gange tilbage.
Mere realistisk er det ifølge NordicBet, at dronning Margrethe nævner den populære aarhusianer Chili Klaus. Spiller man på, at han bliver nævnt i nytårstalen, får man pengene 15,5 gange igen.
Hvis man som østjysk lokalpatriot ønsker at spille på andre lokale personer, er der et enkelt alternativ til Chili Klaus. Et spil på, at dronningen nævner Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), giver pengene 250 gange igen.
Dronningen holder sin nytårstale torsdag aften kl. 18. Den sendes direkte på TV 2.
DRONINGENS NYTÅRSTALE - UDVALGTE ODDS
Chili Klaus - 15,5
Chilismagning - 30
AGF - 95
Dokk1 - 95
Jydelogik - 125
Kom Så De Hviiie - 250
Fodboldmuseum - 250
Hedensted High - 250