Bliver assistent for landsholdet

DHF skriver med Peter Bredsdorff-Larsen

Dansk Håndbold Forbund, DHF, og Peter Bredsdorff-Larsen har sikret sig papir på hinanden frem til 2016.

Ganske som ventet bliver det Peter Bredsdorff-Larsen, der bliver assistent for den nye håndboldlandstræner Gudmundur Gudmundsson.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) oplyser onsdag eftermiddag, at de kontraktlige detaljer nu er på plads med den 46-årige aarhusianer, som foreløbig er ansat til efter OL i Rio i 2016.

- Jeg er af den faste overbevisning, at Peter og Gudmundur er det perfekte match, og at de på alle parametre vil være i stand til at komplettere hinanden, siger DHF's sportschef Ulrik Wilbek, der selv har haft Bredsdorff-Larsen som sin højre hånd i en årrække.

- Et indtryk, der kun er blevet forstærket gennem hele ansættelsesprocessen, hvor vores kommende landstræner og jeg har været i konstant dialog om, hvilken profil, vi gik efter, lyder det fra Ulrik Wilbek i en pressemeddelelse.

Peter Bredsdorff-Larsen var også assisterende landstræner fra 2005 til 2012.

- Der ligger adskillige årsager til grund for, at jeg med den største glæde vender tilbage til arbejdet med det danske herrelandshold, siger han.

- For det første har det at have med de ypperste spillere i Danmark at gøre altid været både meningsfyldt og givende for mig.

- Her og nu betyder det også rigtigt meget for mig, at Gudmundur Gudmundsson har peget på mig som den rette til jobbet og at vores indledende dialog har været ekstrem spændende.

- Og endelig er det min helt entydige erfaring, at arbejdet med landsholdet giver mig uvurderlig energi og inspiration til mit daglige virke som ligatræner, forklarer Peter Bredsdorff-Larsen.

Sideløbende med jobbet som assisterende landstræner skal han fra den kommende sæson stå i spidsen for Bjerringbro-Silkeborg i Herre Håndbold Ligaen.