Bliv indlagt hjemme i stuen
Projekt genoptræner patienter derhjemme
Normalt kræver en hofteoperation flere dages indlæggelse på hospitalet med genoptræning.
Nu har et nyt forskningsprojekt på Aarhus Universitet afprøvet telemedicin på hoftepatienter. Dermed bliver de sendt hjem efter én dag på hospitalet, og får genoptræning hjemme i stuen via fjernsynet.
På Regionshospitalet Silkeborg er telemedicin afprøvet på 36 tilfældige patienter, og resultaterne har ifølge læge og ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet Martin Vesterby været positive.
- Udover at den telemedicinske løsning betød, at patienterne var færre dage i hospitalssengen, tyder det også på, at patienterne var mindre bekymrede omkring operationen og dens forløb. Også selvom vi havde givet dem flere opgaver og mere ansvar, siger Martin Vesterby i en pressemeddelelse.
Videokonsultation fra sofaen
Projektet giver patienterne mulighed for at se en animationsfilm af hofteoperationen forud for operationen, og se videoer af dagligdagsudfordringer som for eksempel at komme op af sengen.
To gange efter operationen har patienterne fået en videokonsultation med en fagperson, og besøg af en fysioterapeut hjemme i stuen. Resultatet skulle gerne give et billigere og mere roligt forløb.
- Det skyldes primært, at en sengedag på hospitalet koster sundhedsvæsenet rigtig mange penge. Tilmed viste det sig, at de patienter, som ikke var blevet tilbudt den telemedicinske løsning, kontaktede hospitalet flere gange efter de var kommet hjem med tvivlsspørgsmål. De tvivlsspørgsmål kunne vores andre patienter få besvaret ved at navigere rundt på deres tv, siger Martin Vesterby.