Bliv hjemme og tænd et lys

Opfordring til boykot af demonstrationer

Et såkaldt tværpolitisk initiativ, der kalder sig Oplys Aarhus opfordrer alle til at blive hjemme lørdag 31. marts, og i stedet støtte de handlende ved at fylde ekstra i indkøbskurven fredag eller mandag i midtbyen.

Talsperson for Oplys Aarhus er den tidlirere radikale folketingskandidat Hanne Staahlnacke. Organisationen er Facebook-baseret, og den siger, at den står for en anderledes og bred måde at vise sin modvilje mod den højreekstremistiske English Defence Leagues indtog i Aarhus:

Tænd et lys i vinduet og bliv hjemme lørdag eftermiddag. Her kan alle være med til at vise deres utilfredshed og samtidig reflektere over tolerance og demokrati, også selvom man ikke befinder sig i Aarhus.

En "helt almindelig lørdag"
Oplys Aarhus håber på en lørdag uden sammenstød, men borgmesteren, restaurationsbranchen og Østjyllands Politi melder ud, at det bliver en "helt almindelig lørdag".

Oplys Aarhus er af en anden opfattelse og opfordrer samtidig til at støtte detailhandlen i midtbyen en anden dag, hedder det i en pressemeddelelse fra organisationen.

- I takt med at alle fløje optrapper og melder deres ankomst og Østjyllands Politi lørdag den 24. marts i Århus Stiftstidende allerede på forhånd lover, at der kommer anholdelser, er vi blevet endnu mere overbevist om, at det er fornuftigt at blive hjemme, siger Hanne Staahlnacke.

- Oplys Aarhus har fuld forståelse for, at kommune og politi forsøger at afdramatisere demonstrationen, men det ændrer ikke ved, at det ikke bliver "en helt normal lørdag" i Aarhus. Hele Europa har kikkerten rettet mod byen, fordi EDL er berygtet for deres voldelig adfærd, siger Hanne Staahlnacke i en pressemedelelse.

http://www.facebook.com/events/224933657603408/