Bling og broderi til nissefar
Se, hvordan julemandsmoden er i år
Vi kender alle sammen det røde kostume med nissehue og sorte støvler. Julemandstøjet går aldrig af mode, men det kan godt blive mere moderne.
I aftenens juleudgave af Go' Aften Østjylland har vært Søren Ø. Jensen besøg af Steen Pegani. Han er tryllekunstner og har sin egen butik, hvor han sælger julemandstøj.
Selvom den røde farve er en klassiker, er der også begyndt at komme mere spræl og bling-bling over nissefars tøj.
- Der er en tendens til, at julemændene bliver lidt mere pyntesyge, siger Steen Pegani.
Som en af landets førende forhandlere af julemandstøj har Steen Pegani god føling med, hvad der rører på sig i julemandens verden.
Nogle af kostumerne er blevet mere luksuriøse med pels og andre gode materialer, og for den garvede julemand, der skal sige "ho ho" hvert eneste år, er der brug for lidt ekstra bling.
- Der kommer specielle julemandsknapper på tøjet, og der kommer ornamenter, der bliver syet på, siger Steen Pegani
Se Go' Aften Østjylland i aften klokken 18.15 og 20.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND, hvor der også bliver kigget nærmere på adelsdamer og strikketøj.
Øverst i artiklen kan du se en video med Steen Pegani, som viser den nyeste julemandsmode.