Blev sidst set i Brugsen
Politi efterlyser hjælp til at finde savnede mænd
Om morgenen den 30. april kørte 55-årige Lars Jensen fra sit hjem i Hinnerup, og siden har ingen set ham.
Nu beder Østjyllands Politi endnu engang om borgernes hjælp til at finde ham. Ifølge politiet var han i deprimeret tilstand, da han forlod sit hjem.
Lars Jensen er senest blevet set ved Dagli' Brugsen i Vrinners samme dag, som han forsvandt.
- Han er med sikkerhed genkendt som værende den person der samme dag kl. 08.20 handlede i Daglibrugsen i Vrinners på Mols. Pågældende kørte herefter fra brugsen i retning mod nord, og er ikke set siden, siger politikommissær Thomas Hinge.
Bilen, han kørte i, er en sort Citroën C4 Picasso med registreringsnummeret YM 42 120.
Lars Jensen beskrives som 180 centimeter høj, almindelig af bygning og har kort, gråsprængt hår. Han har blå øjne og bærer briller.
Da han blev set ved Dagli' Brugsen var han iført en sort vindjakke, hvid trøje med beige striber på tværs, cowboybukser og beigesko med hælkap.
Endnu en forsvundet mand
Også den 68-årige Jørn Poulsen fra Brabrand er fortsat forsvundet.
Jørn Poulsen forsvandt fra sit hjem på Lykkendalsvej i Brabrand ved middagstid den 24. april. Siden har ingen set ham.
Han forlod hjemmet på sin kones sorte Kildemoes-damecykel.
Med sig havde han hverken nøgler, penge eller mobiltelefon. Til gengæld medbragte han en mindre dosis af sovepiller og nervemedicin.
Han beskrives som 175-180 centimeter høj, almindelig af bygning og var iført cowboybukser, lilla bluse, sort regnfrakke og tennissko.
Hvis man har set Lars Jensen eller Jørn Poulsen, kan man kontakte Østjyllands Politi på tlf. 87 31 14 48 eller 114.