Blev røver for en pose slik
En butikstyv gjorde sig selv til røver ved at skubbe en butiksansat
Et tyveri i Aldi på Grønnegade i Aarhus udviklede sig til et røveri.
Butikstyven - en mand i 20'erne - stjal i følge Østjyllands Politi en pose slik, og da det blev opdaget, og en ansat ville stoppe ham, tog butikstyveriet en drejning:
- Den ansatte bliver skubbet i brystet, og det er jo, når man går fra at tage en ting til at være fysisk mod en af de tilstedeværende, at det ændrer sig fra at være et tyveri til røveri, forklarer politiassistent ved Østjyllands Politi Marianne Morgen.
Gerningsmanden formåede at løbe fra stedet, og politiet efterlyser ham nu.
Han beskrives som en mand på mellem 20-25 år, arabisk herkomst, har sort hår, der er kort i siderne og længere på toppen. Han var iført en sort Peak-jakke, hvid T-shirt, sorte jeans, solbriller og guldkæde.
Episoden fandt sted klokken 15.26.
Oplysninger til sagen kan rettes til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.[color=#555555" face="helvetica, sans-serif][/color]