Blev opdaget på YouTube
Nu skal de optræde i Carnegie Hall i New York
Et kor bestående af studerende fra Aarhus Universitet er blevet inviteret til at optræde i den legendariske Carnegie Hall i New York, efter en video med dets optræden blev lagt på internettet.
Det er studenterkoret fra Aarhus Universitet, som har gjort så stort indtryk med en opførelse af Verdis Requiem, at de nu er blevet inviteret til at optræde ved stor koncert i USA.
- Det er helt fantastisk. Vi glæder os alle sammen helt vildt, og det bliver så fedt, siger Sune Aaes-Jørgensen, der er korsanger og studerende på Aarhus Universitet.
Hvert år arrangerer Aarhus Universitet en korkoncert, hvor koret består af Universitets musikstuderende.
Koncerten med Verdis Requiem blev lagt på YouTube, hvor kun godt 500 har set den. Men én af de 500 var tilfældigvis en amerikansk koncertarrangør - og han kunne lide, hvad han så.
Derfor er koret nu inviteret til New York for at optræde sammen andre korsangere og et symfoniorkester i Carnegie Hall til maj næste år.
- Det må jeg sige, det kom helt bag på mig, at der er nogen, som har hørt os på YouTube og så bare straks inviteret os over for at synge, siger Erling Kullberg, der er korleder og lektor på Aarhus Universitet.
De studerende fra Aarhus skal selv betale for rejsen, og derfor er de nu i gang med at søge fonde og sponsorer.
-Det er noget, jeg kun kommer til at opleve én gang i mit liv, det er jeg helt sikker på, siger Sune Aaes-Jørgensen.
Du kan se og høre mere om koret i indslaget øverst på siden, og du kan se den omtalte koncert herunder: