Blev kørt til Comwell
Politiet har talt med forsvundet mands taxachauffør
Østjyllands Politi har i dag været i kontakt med en taxachauffør, som kørte med den forsvundne Mads Fisker Weiling, der har været savnet, siden han var til julefrokost lørdag aften.
Ifølge Østjyllands Politi blev Mads Fisker Weiling kørt fra Europaplads til området foran Comwell-hotellet på Værkmestergade i Aarhus omkring kl. 21.45.
Se også: Forsvandt efter julefrokost
Politiet ved ikke, hvorfor han blev sat af netop der, men de har afsøgt området og haft kontakt til Comwell, men er stadig ikke kommet nærmere, hvor den 42-årige mand befinder sig.
Har man oplysninger, der kan hjælpe Østjyllands Politi, så ring på telefonnummer 114.
Mads Fisker Weiling beskrives som:
Alderssvarende, cirka 180 centimeter høj, slank af bygning og vejer omkring 80 kilo. Han har kort, mørkt hår, der krøller let og overskæg. Han var iført en lyseblå skjorte, mørke jeans, en sort habitjakke, sorte sko og en tre fjerdedele lang Navy uldjakke. Derudover bærer Mads Fisker Weiling briller med mørkt stel.