Blåt øje efter sammenstød med maske
En særlig maske som beskyttelse efter en brækket næse skaber fortsat debat
Søndag kunne TV 2 | ØSTJYLLAND fortælle om 15-årige Johanne Søndergaard fra Ry Håndbold, som grundet behovet for en særlig maske ikke må spille håndbold. Derfor valgte holdet at trække sig fra turneringen, og man er meget uforstående over for, at masken kan give anledning til problemer. Men det kan den åbenbart.
En af de modstandere, som Johanne Søndergaard har stået over for, fik nemlig en barsk medfart efter mødet med masken.
- Min datter, Alberte Baarstrøm, spiller for AGF Håndbold, og efter en kamp mod Ry kom hun hjem med et kæmpe sæbeøje. Jeg havde aldrig set noget lignende, og spurgte selvfølgelig ind til, hvordan hun dog var endt med at se sådan ud, fortæller faren til Alberte Baarstrøm, John Baarstrøm, til tv2oj.dk.
Johanne må ikke spille med maske: Hold trækker sig i protest
Passede ekstra på i resten af kampen
Under kampen stødte de to spillere hovederne sammen, og det efterlod altså AGF-spilleren med et stort blåt mærke. Det er farens formodning, at skaden er blevet mere voldsom på grund af masken.
- Det viser, at Jydsk Håndbold Forbund måske har ret i, at masken ikke er helt ufarlig. Min datter har fået mange knubs gennem sin karriere, så vi gjorde intet stort nummer ud af det dengang, men efter at have set indslaget fra Ry i går følte jeg trang til at vise billedet, forklarer John Baarstrøm.
Alberte Baarstrøm var dog efterfølgende en smule chokeret og meget træt af at se sådan ud efter en håndboldkamp. I den resterende del af opgøret mod Johanne Søndergaards Ry passede hun da også ekstra på i duellerne.
Herunder kan du se reportage fra Ry Hallen, som TV 2 | ØSTJYLLAND viste søndag: