Blandt verdens bedste

Skal til VM på et krydstogtskib

I begyndelsen af juli afholdes finalen i verdens mest prestigefyldte bartenderkonkurrence, World Class, på et krydstogtskib i Middelhavet. Og det bliver med aarhusiansk deltagelse.

Bartenderen Hasse Bank Johansen fra cocktailbaren Skt. Pauls Apotek i Aarhus kvailificerede sig til VM i slutningen af maj, da han blev den bedst placerede dansker ved EM i Madrid.

- Det er helt utroligt. Jeg er meget stolt over at skulle repræsentere Danmark til den globale World Class-finale. Det er dejligt at blive anerkendt på denne måde og at konkurrere mod de dygtigste bartendere fra hele Europa. At blive bedømt af dem, der har sejret i de forudgående år i denne konkurrence, må være ét af højdepunkterne i min karriere ind til nu, siger Hasse Bank Johansen i en pressemeddelelse.

Ved konkurrencen i Madrid viste Hasse Bank Johansen over to dage sine evner i tre forskellige cocktailudfordringer, og det gjorde han altså så godt, at dommerne sendte ham videre til VM. 

Nu er Hasse Bank Johansen blandt verdens 50 bedste bartendere, der i starten af juli skal dyste om titlen som World Bartender of the Year ombord på krydstogtskibet Azamara Club, der over nogle dage sejler langs den franske riviera og den spanske kyst.