Blandt de sidste 50: Unge reklame-talenter nær Super Bowl
Et team fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er tæt på at få deres video med i den mest sete sportsbegivenhed i verden
De seneste 10 år har chipsproducenten Doritos holdt konkurrencen 'Crash the Super Bowl', hvor alle har mulighed for at lave den reklamefilm, som firmaet så vælger at bruge i den legendariske reklameblok under Super Bowl finalen.
I år er et dansk hold fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole blandt de 50 semifinalister, der har fået chancen for at gå hele vejen. I alt blev der indsendt 4500 reklamefilm fra 28 lande, og udover tid i reklameblokken er der en million dollar til vinderen.
- Da vi fik at vide, vi var blandt semifinalisterne, var vi selvfølgelig sindssygt glade. Vi synes selv, at den endelige video er blevet fin, så vi troede på vores chancer, lyder det fra Jeppe Vidstrup.
Han står sammen med kammeraterne Jonas Frederiksen, Christoffer Boas og Thorbjørn Kragh Liljegren bag videoen.
Måtte ikke afsløre semifinalepladsen
Faktisk fik de fire videomagere den gode nyhed om semifinalepladsen fire dage før den endelige offentliggørelse.
- Det var hårdt ikke at måtte sige noget til nogen, så da det blev officielt, var det rart endelig at vise sin glæde og fortælle en masse om pladsen, siger Jonas Frederiksen.
Deres bud foregår på et teater, hvor chipsene fra Doritos har en central rolle.
- Ideen kom lidt tilfældigt til os under brainstorming. Det var en af vores første tanker, og selvom det sjældent er godt at gå med den første indskydelse, så kom den hele tiden tilbage til os, fortæller Jeppe Vidstrup.
Lånte teater i Den Gamle By
I alt vil han skyde på, at de fire gutter sammen har brugt hver aften i tre uger på at få videoen i kassen. I sidste ende tilbragte de syv timer på det genopbyggede Helsingør Teater i Den Gamle Bys udstilling.
- Der var vi lidt presset og skulle nå at filme de 12 indstillinger i filmen. Men vi var godt forberedte hjemmefra og havde fordelt rollerne, forklarer Jonas Frederiksen.
Nu kan han og de tre klassekammerater blot vente på, at de endelige tre finalister findes til januar. Indtil da kan interesserede gå ind og se videoen via doritos.com. Her kan man også rate de 50 bud.
- Lige nu ligger vi faktisk med den højeste rating, så det er et godt tegn i forhold til at gå videre. Vi tror i hvert fald på det, siger Jeppe Vidstrup.
Det er et dommerpanel, der vælger de tre finalister, og fra januar kan fans fra hele verden stemme på deres favoritfilm, som så bliver vist under reklamerne til Super Bowl.
Herunder kan du se drengenes video: