Blaffer onanerede på rasteplads
Politiet leder efter en ung mand, der onanerede, efter at han var blevet taget op af en kvindelig bilist.
Politiet i Skanderborg leder efter en ung mand, der i weekenden fik et lift af en kvindelig bilist på en motorvejsrasteplads ved Skanderborg.
Den 44-årige kvinde havde netop tanket benzin på en Statoil-tankstation, da den unge mand på mellem 25 og 30 år spurgte, om han kunne få et lift til Kolding.
Kvinde sagde ja, og manden fik sin rygsæk smidt ind i bilen. Da kvinden satte sig bag rattet, lagde hun ifølge Horsens Folkeblad mærke til, at den unge blaffer sad med sin jakke over sig og var i færd med onanere.
Kvinden smed straks manden ud, hvorefter han flygtede ind i bygningen ved tankstationen. Da politiet ankom, havde manden fundet en bagdør og var forsvundet ud i en nærliggende skov.