Blæst ødelagde nybyggeri

En 2000 kvadratmeter stor hal styrtede i nat sammen på grund af den kraftige blæst.

De ansatte på et bådcenter i Them fik sig en ubehagelig overraskelse, da de i morges mødte på arbejde. I løbet af natten er et 2000 kvadratmeter stort nybyggeri bukket under for blæsevejret, og den store jernkonstruktion ligger nu på jorden.

Siim Båd og Motor A/S, som er Danmarks største bådcenter, skulle have holdt rejsegilde på byggeriet senere på dagen. Til trods for nattens uheld har firmaet valgt alligevel at nyde de indkøbte pølser og øl, mens de sammen med håndværkere og bygherre besigtiger skaderne.

På grund af de omfattende skader er det uvist, hvornår Siim Båd og Motor er klar til at indvie den nye hal.

Trods uheldet i Them oplyser Falck, at nattens kraftige blæst generelt ikke har forårsaget de store skader i Østjylland. Det skyldes først og fremmest, at vindstyrken ikke nåede de højder, man først havde frygtet.

LÆS OGSÅ:<STRONG><A href="http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=15782">Østjylland slap nådigt fra storm (27/10-06)</A></STRONG>