Black Friday: Vil have nye regler efter brand
Der skal være samme regler uanset om en restaurant har plads til tre eller 600 mennesker, mener gæst
- Da røgen begyndte at trænge ud i selve restaurantlokalet og hang oppe under loftet, var vi klar over, at der var noget galt.
Sådan siger Jørn Grønkjær fra Egå om den restaurantoplevelse, han havde med sin familie på Black Friday tilbage i november. Her opstod der brand i køkkenet hos Le's Restaurant på Skt. Knuds Torv i Aarhus. En person blev kørt væk i ambulance til tjek for røgforgiftning.
- Der var ikke panik. Men det var helt klart, at folk bare måtte ud fra den røg og den lugt. Det mindede om sådan en lugt, der er, hvis man er kommet til at sætte en plastikbalje på en kogeplade, siger Jørn Grønkjær.
Læs også
Efterfølgende har Jørn Grønkjær været i kontakt med både indsatslederen ved Aarhus Brandvæsen og restauranten, der alle fortæller, at alle regler er blevet overholdt.
- Det var en rigtig ubehagelig oplevelse, for hvad kunne der ikke være sket, hvis 80-100 mennesker skulle ud. Det var jo Black Friday, så der var rigtig mange mennesker i byen, siger Jørn Grønkjær.
Han undrer sig over, at det kun er restauranter med plads til 150 gæster, der skal lave en evakueringsplan.
- Det virker som et total gråt område. Det er et helt vanvittigt argument, at fordi restauranter kun har plads til under 150 personer, så er man udenfor radaren. Det er da ikke særlig trygt som gæst, siger Jørn Grønkjær.
Læs også
Horesta er brancheforening for restauranter og hoteller. Og her er man lodret uenig med Jørn Grønkjær.
- Man er nødt til at sætte en grænse et sted, siger Jacob Beck Wätjen, formand, Horesta, Region Midtjylland.
- Vi kender ikke til nogen sager, hvor der er gået noget galt. Det kan ske, men der er personale på, så umiddelbart vil der være nogen til at vejlede de gæster, der er, siger Jacob Beck Wätjen.
Horesta mener, at nye regler på området er spild af tid.
- Det skal være sådan, at når man åbner en restaurant eller en café, så er den underlagt det samme regelsæt uanset om der er plads til tre eller 600 gæster, siger Jørn Grønkjær.
Øverst kan du se hele indslaget om Jørn Grønkjærs restaurantoplevelse under Black friday.