Black Friday: En af de bedste handelsdage
Både store og små butikker i Aarhus nød godt af kæmpe markedsføringskampagne
Sorte og gule rabatskilte i butiksvinduerne og aviserne samt tv-reklamer, der ligeledes lokkede danskerne til at bruge penge.
Black Friday er i år for alvor slået igennem i Danmark. Det har også kunne mærkes på omsætningen i landets næststørste by Aarhus.
Her er direktør for Aarhus City Forening, Claus Bech, begejstret for butikkernes og kundernes opbakning til den store julehandelsdag:
- Vi står over for noget historisk. Ikke bare i Aarhus, men i hele Danmark. Det er en af de største omsætningdage, hvis ikke den største nogensinde her i Aarhus, vurderer han.
Fordelen ved Black Friday sammenlignet med de traditionelle 'open by night-arrangementer er ifølge citychefen, at de handlende står tidligt op for at få fat i de gode tilbud, hvorimod der er flest i byen om aftenen ved open by night.
Tjente godt
Både i butikkerne ved Strøget i Aarhus og rundt om i byen stod kunderne derfor i kø allerede ved åbningstid for at købe julegaver til nedsatte priser.
På forhånd havde der været lidt skepsis omkring det nye koncept, men den er for de flestes vedkommende blevet manet til jorden, siger Claus Bech:
- Jeg har fået positive tilbagemeldinger fra butikker, som har øget deres omsætning rigtig meget. Nogle vil endda ikke fortælle, hvor meget de har tjent. Så godt er det gået.
- Hvis man sætter varerne ned med eksempelvis 20 procent og til gengæld sælger seks-otte gange så meget, så bliver bundlinjen stadig højere, siger Claus Bech.
Julemand flyttede
Om Black Friday vil få resten af julehandlen i december til at gå i stå, vil citychefen ikke spå om.
Han er glad for, at Aarhus i år valgte at gå all in på Black Friday og på den bekostning flytte det traditionelle julearrangement, hvor julemanden ankommer med skib til byen.
Julemanden ankom i år to uger før tid, og det kommer han også til at gøre næste år, er Claus Bech overbevist om:
- Jeg var spændt på, hvordan det ville gå, og hvor mange der mødte op, da julemanden ankom, men det gik godt. Det virkede til, at der var mere tid til hygge midt i november, hvor folk ikke stressede over julegaveindkøb.
Black Friday er et amerikansk fænomen, som for få år siden kom til Danmark. Dagen er kendt for at være årets største shoppedag og begynder ved midnat under mærkedagen Thanksgiving.