Black Friday deler stadig vandene: Hysteri eller tidlig jul

Black Friday vinder større indpas år efter år, og det er blevet den dag på året, hvor danskerne bruger flest penge. Men der er stadig butikker, der ikke hopper med på vognen

04:12

VIDEO: Selvom de fleste butikker efterhånden er hoppet med på tilbudsbølgen, er der stadig nogle, der nægter.

Fænomenet Black Friday kom til Danmark for blot fem år siden, og på den relativt korte tid er fredagen efter thanksgiving både blevet en reel mærkedag i de danske husholdninger samt den dag på året, hvor vi bruger flest penge overhovedet.

I Randers er den nye mærkedag koblet sammen med en mere klassisk en af slagsen. De har nemlig valgt, at Black Friday også skal være dagen, hvor de tænder byens julelys.

Læs også VIDEO: En halv million julelys blev tændt i Randers

- Det gør vi, fordi vi nu går i gang med forbrugsmønsteret. Vi kickstarter julen, og det er jo en god anledning, når der er Black Friday til at få endnu flere mennesker herind og kombinere traditionen med at få alle dankortene i gang, siger Mette Bræmer-Jensen, der er citychef ved Randers City.

Men selvom mange tusinde butikker efterhånden er hoppet med på tilbudsbølgen, så er der stadig butiksejere, der nægter.

Stefan Granholm mener, at Black Friday-kulturen er håbløs.

Et hysteri uden lige

Stefan Granholm har været direktør for Hadsten Computer siden 2013. Selvom butikken er hans levebrød, så markerer han ikke dagen med tilbud.

- Black Friday har taget overhånd. Det er et hysteri uden lige. Der er nogle butikker, der er tvunget og nødsaget til at gå ind i den her forbrugerfest for at kunne hente noget af det salg, de taber i december, og det er lidt ærgerligt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Black Friday har taget overhånd. Det er et hysteri uden lige. Der er nogle butikker, der er tvunget og nødsaget til at gå ind i den her forbrugerfest for at kunne hente noget af det salg, de taber i december.

Stefan Granholm, direktør for Hadsten Computer

Samme holdning har Sabine Petri, der har den aarhusianske butik Sabine Petri Danish Design.

- Jeg synes, det er noget amerikaniseret og fuldstændig hypet crap. Jeg ved godt, der er mange, der har en stor omsætning på det, men for mig som har en kollektion, hvor priserne nøje er udregnet efter, hvor lang tid det tager at sy med en dansk løn. Jeg kan jo ikke sy hurtigere, bare fordi det er udsalgsperiode, siger designeren til TV2 ØSTJYLLAND.

Sabine Petris priser er udregnet efter, hvor lang tid produkterne tager at sy.

Sidste år handlede danskerne for mere end to milliarder kroner, og det er blandt andet overforbruget, som de to erhvervsdrivende kritiserer.

- Som forretning burde jeg måske hoppe med på ideen, men jeg synes, at kulturen i det er lidt håbløst. Vi skal jo passe på vores ressourcer i dag, og derfor skal vi jo kun købe det, der egentlig er nødvendigt, siger Stefan Granholm.

Mette Bræmer-Jensen er glad for at skyde juleforbruget tidligere i gang med Black Friday.

Men ifølge citychefen i Randers har det stor positiv betydning for butikslivet, at julehandlen bliver skudt i gang lidt tidligere med den nye tradition.

Læs også Ødelagt kabel på Black Friday koster millioner: 2000 hjemmesider lammet

- Det er noget, vi har taget til os her i Danmark, og det er rigtig vigtigt at få julen i gang og få kickstartet handlen, siger Mette Bræmer-Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.