Blach Hansen direktør i Randers
Pernille Blach Hansen (S) forlader Folketinget og bliver direktør for teknik- og miljøforvaltningen i Ny Randers Kommune.
Den socialdemokratiske toppolitiker Pernille Blach Hansen (S) forlader Folketinget for at blive direktør for teknik- og miljøforvaltningen i Ny Randers Kommune. Det skriver Randers Amtsavis.
Ansættelsen sker ifølge avisens oplysninger tirsdag, og Pernille Blach Hansen, der fyldte 32 år i sidste uge, begynder i jobbet 1. maj.
Hverken Pernille Blach Hansen selv eller den kommende borgmester for Ny Randers, Henning Nyhuus (S), har ønsket at bekræfte avisens oplysninger.
I Folketinget er Pernille Blach Hansen miljøordfører for Socialdemokraterne. Hun blev valgt ind i Folketinget et par uger før sin 24 års fødselsdag i 1998. To år senere fuldførte hun uddannelsen som cand.scient.pol. ved Aarhus Universitet, hvorefter hun blev sit partis politiske ordfører samt miljøordfører. Fra 2001 til 2005 var Pernille Blach Hansen næstformand for folketingsgruppen. /ritzau/