Bjørnekloen på tilbagetog
Kampen mod den giftige plante
Efter mere end ti års kamp er bjørnekloen omsider på tilbagetog. Det er i hvert fald situationen i Randers. Det fortæller DR Østjylland.
Hen på sommeren spreder hver plante 90.000 sejlivede frø, og alene i Randers findes der bjørneklo over 250 steder.
Men nu er kommunens skov- og landskabsingeniør Rasmus Hansen forsigtig optimist.
- Ud af de 250 lokaliteter var der sidste år to-tre steder, hvor vi ikke fandt nogen nye bjørneklo, så vi håber, at den er bekæmpet dér. Men nu skal vi observere dem i fem-otte år for at være sikker på, at de ikke kommer igen, siger han.
Bjørneklo er giftig og udkonkurrerer alle andre planter omkring sig, og den har haft let spil ved Gudenåen og på gamle uforstyrrede industrigrunde i Randers.
Men byrådspolitikerne har vedtaget en plan, der betyder, at private lodsejere også skal bekæmpe planten.
Våbnene er giften glyphosat, stikning af rødderne og græssende køer og får, og nu kan man altså direkte måle bjørnekloens tilbagegang.
- Vi har nedsat vores forbrug af sprøjtegift med i al fald fem liter koncentreret glyphosat i forhold til for to år siden, så også på den måde har det en effekt, siger Rasmus Hansen.
Syddjurs kommune har også en indsatsplan, og her er en virksomhed blevet politianmeldt for at lade bjørneklo stå på sin grund. Det gav en bøde på 5.000 kroner plus en regning for kommunens bekæmpelse.
Så langt er Randers ikke gået overfor lodsejere med bjørneklo.
- Vi holder os fra den store løftede pegefinger, og prøver i stedet at hjælpe borgerne med at komme af med bjørnekloen, siger skov- og landskabsingeniør Rasmus Hansen fra Randers kommune.
Kilde: DR Østjylland