Bjerregaard vil i Folketinget

Valgt som ny kandidat for Venstre

Foto: Lars Henrik Mardahl

Gert Bjerregaard blev ved gårsdagens opstillingsmøde enstemmigt valgt som ny folketingskandidat i Venstres 3. opstillingskreds Aarhus Nord.

- Jeg er meget glad og stolt over, at blive valgt som folketingskandidat. Der ligger et hårdt arbejde foran med nogle meget vigtige politiske beslutninger, der afgør i hvilken retning vi ønsker vores land skal gå, udtaler Gert Bjerregaard i en pressemeddelelse.

Gert Bjerregaard fremlagde på mødet op til flere punkter, der vil indgå som centrale elementer i hans valgkamp. Blandt andet blev der lagt stor vægt på, at virksomhedernes rammevilkår skal forbedres.

- Venstre har sat kursen for at få dette land tilbage på sporet. Der er behov for et udgiftsstop i den offentlige sektor og rigtige skattelettelser. Det giver vækst i den private sektor og det er kernen i at få skabt og fastholdt arbejdspladser i Danmark. Det er kerneudfordringen, og hvis vi ikke løser den vil det i høj grad gå udover vores velfærd, siger Gert Bjerregaard

Kan løfte opgaven

Jørn E. Hansen, der er formand for kredsbestyrelsen i Venstre i Aarhus Nord, udtrykker stor tilfredshed med valget af Gert Bjerregaard.

- Vi kender Gert efter mange års hårdt arbejde i byrådet, både som almindeligt medlem, men også som rådmand, og vi er sikre på, at Gert kan løfte opgaven som folketingskandidat, siger Jørn E. Hansen

Gert Bjerregaard er 49 år gammel, gift med Anni og har to voksne børn. Til daglig er Gert Bjerregaard selvstændig erhvervsdrivende. Han har siddet i byrådet i Aarhus i 11 år, hvoraf fire af dem var som rådmand for henholdsvis Socialforhold og Beskæftigelse samt Børn og Unge.

Kredsen blev ledig, efter at Bünyamin Simsek blev valgt som borgmesterkandidat for Venstre i Aarhus.