Bitter Randers-målmand
Havde regnet med tre point mod FCK
To gange i kampens overtid måtte Randers FC's målmand David Ousted hente bolden ud af eget net, da FCK på en vanvittig slutning hentede tre point med en 3-2-sejr i topkampen i Randers.
Og det var naturligvis en sur oplevelse for Ousted.
- Det er utroligt bittert. Vi glemte at spille overtiden med. Vi fik ikke lukket ned for deres indlæg. De fik lov til at slå dem skarpt, og så fyldte de feltet op med dygtige hovedstødsfolk. Det formåede vi ikke at afværge, siger David Ousted.
- Jeg havde regnet med at vi ville få sejren, da vi gik ind i overtiden. Men sådan skulle det ikke gå. Det er surt.
Holdt FCK fra store chancer
Randers-keeperen mener, at kampen indtil da havde kørt godt for Randers, hvor holdet formåede at holde FCK fra de store chancer og selv score to gange.
- I lange perioder af kampen matchede vi FCK på både fysik og tempo, også er det ekstra ærgerligt, at vi ikke fik den belønning til sidst. I dag viste vi, at vi kan være med i toppen, nu skal vi bare lære at spille overtiden med, siger David Ousted.
Skal skrabe point sammen
Målmanden glæder sig dog over holdets flotte sæsonstart, hvor Randers FC trods nederlaget stadig er med i toppen af Superligaen.
- Vi skal blive ved med at få så mange point skrabet sammen som muligt. Så må vi hurtigst muligt glemme kampen i dag og videre i næste uge mod Horsens, siger David Ousted.