Biskoppen holdt møde med præst
Biskop Keld Holm holdt i dag møde med præsten der er anklaget for seksuel chikane mod konfirmander.
Silkeborgpræsten fik lørdag opbakning fra flere forældre, der var kede af den måde sagen var forløbet på. I dag var han så til møde med biskop Keld Holm.
- Vi fik talt om tingene og jeg fik hans synspunkter og version af sagen. Det var en meget grundigt møde, siger Keld Holm.
Præsten fra Silkeborg ønsker indtil videre ikke at kommentere sagen, da forældrene også er indkaldt til et møde med biskoppen. Her vil de blandt andet få præstens udlægning af det der er sket.
- Og så vil jeg også gerne hører forældrenes udlægning af sagen, siger biskop Keld Holm.
Mødet kommer til at foregå lige efter efterårsferien og først efter mødet træffer biskoppen sin endelige afgørelse i sagen.