Biskop støtter video på kirkegårde
Hærværk på kirkegårde skal bekæmpes ved hjælp af videoovervågning, mener Århus-biskop Kjeld Holm.
Biskop i Århus Stift Kjeld Holm bakker op om et politisk forslag om at indføre videoovervågning på udvalgte kirkegårde.
Ifølge dagbladet Urban har mindst 1.700 gravsten været udsat for hærværk i løbet af de seneste fem år. Den konservative kirkeordfører Charlotte Dyremose kalder hærværket 'forkasteligt' og opfordrer til at sætte ind med videoovervågning.
- En mulighed kunne være at video-overvåge ind- og udgange ved kirkegårde, så man kan holde øje med, hvem der kommer på kirkegården. Jeg har det rigtig, rigtig skidt med det, men det kan være, at det er det, der er nødvendigt for at stoppe det.
Charlotte Dyremose bakkes op af Kjeld Holm, der også foreslår frivillige vagter i kampen mod hærværket.
- En anden mulighed kunne være en stab af frivillige, som holdt øje med kirkegårdene uden for normale tidspunkter, mener Århus-biskoppen.