Biskop stopper omstridt byggeri

Biskop Kjeld Holm har sat en foreløbig stopper for byggeriet af et omstridt kirkecenter i Hinnerup.

Et planlagt kirkecenter ved Ådalsvej i Hinnerup er midlertidig droppet.

Biskop Kjeld Holm har ifølge Århus Stiftstidende sat en stopper for byggeprocessen til efter menighedsrådsvalget i november.

Menighedsrådet, som står bag planerne, fik beskeden på et møde med biskoppen fredag. Dermed har modstanderne mod det planlagte byggeri ved Ådalsvej vundet tid til deres kamp for at få undersøgt mulighederne for kirkecenter i tilknytning til Hinnerup Bibliotek & Kulturhus.

- Jeg accepterer beslutningen, og tager det ikke som udtryk for, at det er ensbetydende med, at vi må opgive projektet. Vi er efterhånden så tæt på valget, at det nok er meget fornuftigt at udskyde byggestarten. Men vi fortsætter kampen for kirkecentret ved Ådalsvej, siger formanden for menighedsrådet, Hans Ejnar Esbensen.

Det planlagte kirkecenter skal efter planen koste op mod 40 millioner kroner.